Min datter og jeg har trofast fulgt med i Den Store Bagedyst de mange sidste uger. Vi fulgte med, da Frederikke lavede en kage med Monets åkander, da Beate kom til at ødelægge sin kage i en flytning, og da Mia puttede ris i sin bryllupskage. Al den streaming af Bagedysten har gjort min datter meget interesseret i kager – både i at spise dem, men også i at bage dem.

To gange er hun gået direkte ud efter en Margrethe-skål og et piskeris. Nu vil hun også bage! Jeg kommer haltende efter ud i køkkenet, og hun er allerede gået igang med at smulre riskiks ned i en skål. Det er her, det afbrudte samleje kommer ind.

Jeg kan enten stoppe hendes initiativ eller lade hende fortsætte bagningen.

Hvad siger den kreative pædagogik om de to valgmuligheder?
Hvis jeg stopper bagningen med det samme, stopper jeg hende lige mens hun har en masse lyst og motivation til at bage. Hun når ikke at eksperimentere med at blande forskellige ingredienser sammen. Hun får fx. ikke et svar på, hvordan riskiks og ufortyndet saftevand smager sammen. Ideerne forbliver uforløste (jf. afbrudt samleje)… Der imod får hun en oplevelse af, at hendes ideer ikke blive imødekommet. Det svarer til at en gruppe voksne sidder til et møde på arbejde og brainstormer. Hver gang en ny ide kommer på bordet, er der en kollega, som siger “nej”. Så forsvinder lysten og modet til at komme med nye ideer med tiden.

Hvis jeg lader hende fortsætte bagningen (og måske deltager selv), så viser jeg hende, at hendes ideer er velkomne, og at de kan realiseres. Når hun oplever, at hjemme hos os kan mine initiativer ofte lade sig gøre, så gør det, at hun har lettere ved at komme til mig med sine ideer.

Det kan godt være, at bagning ikke lige passede ind i min forestilling om, hvad vi skulle lave den dag. Eller at jeg ikke gider have et beskidt køkken bagefter. Og det er OK at sige fra som forældre, når man ikke kan overskue at bakke barnet op i dets ideer. En god løsning er så at anerkende barnets lyst til at bage ved at sige: “Jeg kan høre du har rigtig meget lyst til at bage kage, men det kan vi ikke nå idag.” Og så lave en aftale med barnet om hvornår ideen kan udføres: “Skal vi aftale, at vi gør det sammen i morgen efter børnehave?”

Fortsæt mens legen er god
Alle de gange, hvor jeg overhovedet kan overskue det, vælger jeg at bakke min datter op i alle hendes ideer. Det gør jeg, fordi jeg gerne imødekomme min datters initiativer og ikke stoppe hende lige, når det er aller sjovest. Det styrker hendes lyst til at få og realisere ideer, og det er der meget udvikling i – her er min top 3 (i ikke-prioriteret rækkefølge):

1) Det udvikler hendes evne til at nytænke.
2) Det udvikler hendes selvtillid og selvværd.
3) Det udvikler hendes mod til at eksperimentere med nye ting, som hun ikke ved hvordan ender.

Når alt kommer til alt, er der vel ingen, der kan li’ at blive afbrudt? 🙂