Kreativ inspiration: Vild bagning

Børns kreative evner kan bruges mange flere steder end i de traditionelle kunstneriske aktiviteter. I anledning af december vil vi mixe børnenes kreative ideer med julebagningen.

Sådan gør du

  1. Der er to muligheder til at starte med, der afhænger af, om du vurderer, at din barn kan lave en grunddej selv. Jeg har set 9 årige børn gøre det, men jeg forestiller mig, at man ikke skal meget længere ned, før det bliver for svært. Hvis du vurderer at det er for svært, laver du en grunddej sammen med barnet (bolle-dej eller småkage-dej uden krydderier).
  2. Barnet får herefter lov til at putte det i dejen, som det vil. Det kan være krydderier, frugtfarve, rosiner, grøntsager, kerner osv. Hvis der er behov for det, kan du fortælle hvor meget smør, sukker og salt, som barnet maksimalt må bruge.
  3. Dejen kan formes, som barnet ønsker.
  4. Bag i ovnen og smag herefter.
  5. Husk at snakke omkring de smage, der er i brødet – hvad synes I om dem?

Variation

Den kreative proces beskrevet ovenfor bliver afsluttet med at spise brødet. Og det forudsætter jo, at brødet er spiseligt – på alle måder;-) Det element kan tages ud af processen, så barnet fra start til slut styrer bagningen, og hvis det, der kommer ud af ovnen ikke er spiseligt, så kan det bruges til at skære skulpturer ud af, brodere i m.m.

Læring

Barnet udvikler sin evne til at eksperimentere sig frem og afprøver sine kreative ideer indenfor bagningens område. Ved at undersøge det færdige brød med smagssansen, øges barnets opmærksomhed på smage.