3 studerende fra kunsthistorie på Aarhus Universitet har lavet et formidlingsprojekt til Viborg Kunsthal. De har skrevet 3 kunstopskrifter – opskrifterne er til børn, men også i høj grad lavet til at voksne kan fordybe sig alene eller sammen med en ven.

Den vinkel synes jeg er særlig spændende i den her tid, hvor vi har ekstra meget tid hjemme: Hvordan vil det være at skifte aftenen på sofaen ud med en kreativ proces? Hvad giver det mig at undersøge Viborg Kunsthals værker hjemmefra og skabe med inspiration fra dem? Derfor har jeg givet dem taletid her på min blog, og om et par dage vil jeg lægge mit eget projekt op, som jeg har lavet ud fra deres kunstopskrift.

I teksten herunder introducerer de tre studerende deres projekt og de teoretiske tanker bag:

Med inspiration fra Viborg Kunsthals praksis og måder at danne spændende og inddragende rammer omkring deres udstillede kunst, har vi skabt kunstopskriften. , der retter sig mod den kreative proces, som kan udfolde sig derhjemme – der især er tænkt ind i en anderledes hverdag præget af, den nu delvise, nedlukning af samfundet. kunstopskriften. er et virtuelt initiativ, der udfolder sig på Viborg Kunsthals sociale medier og platforme.

Nøgleordet for projektet er deltagelse og det potentiale, der ligger i at orientere kunst og kultur mod den enkelte. Her har vi forsøgt at åbne rummet for kunsten ved at skabe et produkt, man kan forsøge sig med derhjemme. Opskrifterne tager udgangspunkt i et udsnit af den aktuelle samtidskunst på Viborg Kunsthal. Kunsthallen udstiller anerkendte internationale og danske billedkunstnere, og opskrifterne retter sig mod nye fortolkninger og syn på de spændende, forskellige kunstneriske tilgange, som udstillingerne spænder over.

Ved skabelsen af projektet, syntes vi, det var spændende at undersøge forskellige måder, hvorpå man kan indgå i en diskussion om og fortolkning af kunsten. Og netop, hvilken rolle kunsten spiller i individets hverdag, dens bidrag til kreativitet, nye læringsindtag og udforskning af måske uberørte emner. Kunstopskrifterne er på denne måde et initiativ, der skal åbne for muligheden for at blive medskaber af kunstnerisk indhold, og give plads til finurlighed og kreativitet ud fra den levende og skabende kunst på Viborg Kunsthal.

Netop kreativitet forbinder vi oftest med det håndværksmæssige arbejde, som f.eks. tegning, syning, eller når man spiller et instrument. Men kreativitet er i høj grad også evnen til at tænke nye tanker, at finde på ting og idéudvikle. Disse aspekter går hånd i hånd, og det vil de fleste, der har skrevet en historie, fundet på en leg eller netop skabt noget kunstnerisk nok kunne nikke genkendende til.

Som udtrykt ved Lene Tanggaard, der er professor ved Aalborg Universitet og forsker i kreative læringsprocesser, har kunsten og kreativiteten en vital betydning for forståelsen af os selv og vores historie. Her udtrykker Tanggaard kunstens vigtige betydning i den tidlige del af livet. I muligheden for at bruge sin fantasi og indgå i kreative skabelsesprocesser, får barnet adgang til læringsprocesser, som omhandler det at kunne forestille sig og skabe noget, som ikke allerede er til stede. Kreative processer, der resonerer med barnets fantasi og forestillingsevne, kan være gode veje til både leg og fordybelse, der indgår i en vigtig del af barnets trivsel og udvikling. 

Netop læringsprocesser er supervigtige for både børn og voksne, fordi vi undervejs i processen møder modgang. Når noget f.eks. ikke bliver præcist som vi vil have det, så bliver man nødt til at tænke igen og enten starte forfra eller tilpasse sit projekt eller værk. Kreative processer lærer os at klø på indtil vi når målet! Tænk engang på en verden, hvor alle stoppede med det, de var i gang med så snart, det blev lidt hårdt. Så ville verden være et mindre kreativt, kunstnerisk og innovativt sted at være. 

Det at være kreativ og indgå i kreative processer er ikke kun en rigtig god måde at bruge sin tid på. Det gør os også til innovative og problemløsende individer. Og som Lene Tanggaard forklarer, så øger det fundamentalt vores livsglæde at være kunstneriske og kreative – så er det ikke bare om at komme i gang!

Du kan deltage i kunstopskriften. på Facebook og på Instagram, og du er meget velkommen til at dele dit/dit barns indhold fra opskrifterne med hashtagget #kunstopskriften_vk. Opskrifterne kan du finde herunder og på Viborg Kunsthals platforme:

https://www.facebook.com/viborgkunsthal.viborg

https://www.instagram.com/viborg_kunsthal/

https://viborgkunsthal.viborg.dk/nyheder/kunstopskriften-et-formidlingsprojekt-med-au/

Vi håber I vil følge med og lade jer inspirere!

… 

Filippa Maria Søndergaard Sørensen, Sofie Amalie Skousen og Johanne Rosborg, Aarhus Universitet

Tags: