Lad dit barn skabe sin egen historie.
Det gør I ved at klippe A4 papir over to gange, så det bliver til A6. Klips så mange sider sammen, som jeres klipsemaskine kan håndtere. I kan også bruge en blok post-it eller lave huller og binde med snor. Når bogen er klar, kan I snakke om, hvilken fortælling der skal være i. Barnet skal starte med at tegne på den bagerste side, og lave en lille variation af den første tegning på den efterfølgende side. Lad os sige, at barnet vil tegne en dreng, der går: Så tegner han en dreng med almindelige ben på bagerste side, mens drengen på anden bagerste side har det venstre ben længere oppe. Sådan fortsætter I, og når bogen er færdig, bladrer I bagfra for at se historien.
Tegn simpelt og med små variationer fra side til side.
I kan klippe en smule af bunden på de bagerste sider, for at gøre flowet bedre når I bladrer.
Variationer
I kan variere materialerne efter jeres barns interesse. Det kan også være farver, akvarel (husk lidt tykkere papir), papirklip, print af fotos m.m.
Barnets fortælling kan også være mere abstrakt, eksempelvis om en malerplet, der løber en tur over lærredet.
Til det mellemstore eller større barn kan du udfordre dem til at bygge fortællingen op omkring spændingskurven: begyndelse, udfordring/point of no return og afslutning. Du kan også give barnet kreative benspænd, som at nu må du kun bruge orange farve eller den skal handle om sodavands-flasker. På den måde inspirerer du barnet til at gå nye kreative veje.
Læring
Barnet lærer at skabe fortællinger: Hvilke elementer skal der til at skabe en god fortælling, og hvilke temaer, synes jeg er spændende? De udvikler også deres håndværk, hvad enten barnet vælger at tegne, fotografere eller lave collager.