Nytårs-forsæt for børn bliver lidt for målstyret til min smag. Børnene skal være frie til at lege og eksperimentere, uden at tænke på, hvordan de når deres udviklings-potentiale, eller hvor de skal være i deres karriere om 30 år.
Drømme for fremtiden er derimod fri af målstyring og planlægning. Drømme kan både være store, små, realistiske og fantasifulde.
Barnets drømme fortæller noget om barnets identitet:
Hvad betyder noget for barnet?
Hvad går barnet op i?
Hvad tænker barnet på?
Sådan gør I
- Find papir og blyanter frem på bordet.
- Bed barnet om at tegne det, som det drømmer om. (Både det som barnet ønsker nu, men også den, som barnet drømmer om at være, når det bliver større.)
Spørgsmål, der skaber en undersøgende dialog mellem barnet og dig:
- Hvad er din største drøm?
- Hvordan kunne du godt tænke dig, at dit liv bliver, når du bliver voksen?
- Hvordan ser din drømme-dag ud, hvor du må bestemme alt?
Du kan spørge ind til barnets svar på spørgsmålene med “hvorfor kunne du godt tænke dig at….?”
Variationer
Barnet kan udtrykke sine drømme i andre materialer, som modellervoks, maling, tape, ståltråd osv.
I kan også dreje opgaven til at handle om taknemmelighed: Hvad er barnet taknemmelig for?
Læring
Aktivitetens fokus er på barnets refleksion over drømme: Barnet udvikler sin evne til at reflektere over, hvad det drømmer om – nogle drømme kan forældrene måske hjælpe barnet med at opnå. Her udover udvikler barnet sin evne til at udtrykke sine tanker visuelt gennem tegningen.