Forleden holdt jeg foredrag i en vuggestue om læring gennem kreative aktiviteter. Vi diskuterede bl.a. om pædagoger skal have defineret et læringsmål inden de starter en kreativ proces, eller om målet kan begrænse kreativiteten i at folde sig frit ud? I den forbindelse kom jeg til at tænke på den britiske samtidskunstner Martin Creed, fordi hans værker er resultater af hans lege og eksperimenter med alle mulige forskellige materialer uden nogle særlig udvælgelse efterfølgende. Han siger: “Jeg synes, det er svært at lave vurderinger, at vælge at en ting er mere vigtigt end en anden. At vælge det hele er stadig at vælge.” Everything goes.

Han interesserer sig ikke for, hvad der er god kunst eller et godt resultat, men vil gerne lave det, der gør ham glad. I kan se et eksempel på, hvad der gør ham glad i videoen nederst i indlægget. Herunder er fire billeder af hans eksperimenter.

 

Inspireret af Creed forslår jeg, at den eksperimenterende proces skal være et mål i sig selv. Fordi der er læring i at turde at kaste sig ud på dybt vand, ikke vide hvor man ender, prøve noget af gennem praktiske handlinger, reflektere over virkningen og derefter handle igen ud fra den nye viden.

Sådan kommer I igang med at eksperimentere

  1. Tag det materiale, der ligger tættest på (fx. tæppe, skeer, plastikposer, legetøjsbiler m.m.).
  2. Kig, mærk og duft til materialet og lav en ændring (fx. ved at stable det, sortere det, krølle det, ødelægge det).
  3. Snak med dit barn om det, I har ændret: Hvad gjorde I? Blev det som I gerne vil have det? Hvad minder det jer om? Hvordan var det at lave? Hvad er næste skridt i legen?

Læring

Barnet udvikler sit mod til at prøve nye ting ved at eksperimentere. Det udvikler også sin evne til at få kreative ideer, når det skal bearbejde forskellige slags materialer, som barnet ikke plejer at bruge i sine kreative aktiviteter.