(Artiklen er tidligere bragt i Billedpædagogisk Tidsskrift nr. 4 2017 i temanummeret om Stille Steder)
Der er helt stille. Ingen hvisken eller grin. Kun alvorlige miner der bevæger sig i slow motion. Ingen fortæller mig, hvad jeg skal gøre eller tænke.
I artiklen fortæller jeg om min oplevelse til Marina Abramovićs performance 512 Hours. Jeg trækker greb ud af hendes performance, der kan bruges i billedpædagogikken og beskriver potentialet ved at arbejde med performance.
Af Kirsten Trøllund Boye, kunstpædagog ved Den Kreative Afdeling, kirsten@denkreativeafdeling.dk
512 Hours med Marina Abramović
I 2014 studerede jeg kunstdidaktik på Institute of Education i London. Mens jeg boede der, lavede den serbiske performance-kunstner Marina Abramović (f. 1946) performancen 512 Hours i Serpentine Galleries. Jeg havde tidligere set billeder af Abramovićs værker, og dét der havde gjort størst indtryk var The Lips of Thomas (1975): En performance hvor hun skar en stjerne på sin egen mave med et barberblad og lagde sig nøgen på en stor korsformet isblok. Jeg synes, det var voldsomt! Der var ikke kommet mange informationer ud omkring 512 Hours forinden. Kun en video hvor Abramović forklarede, at mennesker skulle være de levende materialer (kilde 1). Performances ændrer sig ofte med tiden, så alt kunne ske.
Den eneste instruktion jeg fik var at låse min mobiltelefon, ur og kamera i et garderobeskab. Derefter var jeg klar. Jeg blev ført ind i et hvidt gallerirum, der åbnede op for to nye rum. Rummene var tomme bortset fra mennesker, stole, karton på vægge og en platform. I et rum var der placeret stole nær væggen, således at de besøgende kunne sætte sig på stolene og kigge direkte ind i væggen på et farvet stykke karton. Et rum havde en platform i midten. Der var ingen instruktioner eller pile på gulvet, som jeg kunne følge. Der var helt stille. Jeg kiggede rundt på de andre besøgende, der gik rundt i slow motion. Vi er de levende materialer, men hvordan skulle jeg agere? Jeg begyndte at gå rundt i rummene ligeså langsomt, som de andre besøgende. Jeg fik øjenkontakt med flere, der alle så meget fokuserede og alvorlige ud. Der var en vild energi i rummet, og en stemning af at her sker noget vigtigt. Mens jeg gik langsomt rundt, fik jeg øje på Abramović. Hun var klædt i sort tøj som hendes hjælpere. Hun gik også langsomt rundt. Hun tog en gæst i hånden og placerede vedkommende et nyt sted i et af de tre rum. Mange besøgende stod stille i længere tid og stirrede ud i luften eller ind i væggen. Der var helt roligt modsat udenfor i Londons travle gader, hvor alle drikker kaffe to go, fordi de har for travlt til at sætte sig ned og drikke den. Performancen ændrede sig i løbet af udstillingsperioden, hvor Abramović blandt andet flyttede senge ind og gav gæsterne høreværn og bind for øjnene.
512 Hours virkede for kritikerne som Kejserens nye klæder. Kan kunst være et White Cube rum med ingenting?! Kunst skal lære os om at være menneske, og det gjorde 512 Hours: Jeg blev opmærksom på, hvordan det var at gå langsomt, trække vejret roligt og være tæt på nye mennesker uden at tale sammen. Jeg opdagede, at jeg faktisk var udfordret ved at stå stille foran en væg i længere tid uden noget praktisk formål. Jeg opdagede, at jeg manglede nye stimuli fra telefonen, fjernsyn, venner og formål.
Inspirerende greb
Abramovićs performance 512 Hours anvender mange greb, som vi kan bruge i billedpædagogikken:
Udforske nyt rum med nye normer
Børnegruppen kan lave deres eget rum, hvor de forinden definerer hvilken oplevelse, de ønsker at give de besøgende, og hvordan de rent praktisk vil give det. De besøgende skal ikke have nogen instrukser eller viden, før de kommer ind i rummet.
Lukke af for sansninger
Ligesom Abramović eksperimenterede med at lukke af for de besøgenes syn og hørelse, kan børnegruppen eksperimentere med, hvad der sker, når de ikke kan høre eller se. Hvordan ændres samspillet imellem børnene sig, og hvordan oplever børnene eksperimentet?
Meditativ fokusering
Bed børnene om at fokusere på et fysisk element i nogle minutter (længere tid for de ældre børn). Bagefter kan de dokumentere undersøgelsen gennem skitsering, fotos eller på skrift. Undersøgelsen kan også være en impuls til at skabe noget i valgfrit materiale. Det er en øvelse i at sænke tempoet og undersøge sanseligt.
Farver
Leg med farver og undersøg kroppens reaktioner, ligesom Abramović opsatte farvet karton på væggene for at undersøge de virkninger, som farver har på vores krop. Gul skaber nervøsitet, blå gør os rolige osv. Øvelsen kan også laves i Olafur Eliassons installationer, som Your Rainbow Panorama (2011) og Din Blinde Passager (2010), der på samme måde leger med kroppens reaktioner på farver.
Potentialet ved performancekunst
I performancekunst består værket af betydningsskabende handlinger skabt af kunstneren og (ofte) deltagere. Men hvad er potentialet ved at lave performance med børn og unge? Først og fremmest forudsætter en performance aktiv deltagelse fra børnegruppen. Børnene skal bruge deres krop, sanser og tilstedeværelse til at skabe sammen. Performance kan derfor bruges til at skabe en varieret og fysisk aktiv skoledag og også til at udvikle børns opmærksomhed på deres sansninger. Gennem performance skal børnene leve sig ind i den verden, som performancen skaber i miniformat. Det aktiverer børnenes fantasi og evne til at lege med. Gennem barndommen har børn leget mange fantasilege, som ”Far, mor og børn” men jo ældre de bliver, jo mindre leger de. Derfor er performance en metode til at bringe legen tilbage, og fordi det er en performance, ”tillader” de større børn og unge sig at lege med.
En performance stiller børn i forskellige situationer, hvor de kan afprøve forskellige roller. Herved kan de udforske og udvikle deres identitet. Fordi performance består af menneskelige handlinger, skaber børnene værket og har stor medbestemmelse i værkets indhold.
Happenings
En del af performancekunsten er happening-bevægelsen, som den amerikanske kunstner Allan Kaprow stod i spidsen for i 1950’erne. Formålet med happenings var at bevidstgøre de vaner i hverdagen, som vi bare gør uden at lægge mærke til det. Vi arver automatisk kulturelle normer fra vores omgivelser uden at være bevidst om det (Kilde 2). Gennem happenings får deltageren en oplevelse af, at mange af de vaner, der er i samfundet, er underlige. Eksempelvis at give en anden hånden er en handling, der er fyldt med kulturelle normer. Prøv næste gang at ryste den andens hånd fem gange i stedet for to, og så oplever I, hvordan situationen pludselig bliver akavet. Prøv også at bruge to hænder i stedet for en og mærk, hvordan det føles. Ved at lave små ændringer på vaner og ved at være bevidst, mens vi gør det, opdager vi de uskrevne regler, vi lever efter. Dernæst kan vi reflektere over vores vaner med mulighed for at ændre dem. Abramovićs performance Imponderabilia (1977), der lige er blevet genopført på Louisiana, handler også om vores kulturelle normer. Den blev først skabt af Abramović og hendes daværende kæreste Ulay, hvor de stod nøgne i døråbningen til et museum. Der var så lidt plads, at museumsgæsterne ikke kunne undgå kropskontakt med de nøgne kunstnere. Kropskontakt med fremmede nøgne mennesker var grænseoverskridende og faldt udenfor de kulturelle normer. Performancen kan inspirere til at undersøge hverdagshandlingen at gå igennem en dør. Hvem går først, hvis I er flere? Hvordan reagerer andre og jeg, hvis jeg går gennem samme dør mange gange lige efter hinanden?
Performativ installation: En maskine der rydder op i dine ting
Den danske arkitekt og kunstner Morten Sylvest Nøhr har lavet et værk, der forudsætter en performativ handling og installation af værket. Titlen er En maskine der rydder op i dine ting (2015). Værket består fysisk af en mindre æske af pap, hvori der er instrukser til at bruge maskinen samt tape og en tusch. Instrukserne guider os til at installere maskinen: Vi skal tegne tre felter på gulvet med malertape. Over hvert felt skal der være en seddel, hvor der står henholdsvis ”Keep”, ”In transition” og ”Throw out (pass on)”. De ting som man ønsker at rydde op i, lægges til en start alle i feltet ”In transition”, hvorefter de skal sorteres enten til feltet, hvor man ønsker at gemme eller til feltet, hvor man smider ud. Jeg har afprøvet værket sammen med en 1. klasse, hvor alle børn havde fået en ting af mig: en børnetegning, 5. kr., køkkenskrald, øloplukker, et billede af to der krammer, fingeraftryk m.m. Børnene hjalp mig først med at installere maskinen på gulvet i klassen. De placerede deres ting i maskinen, hvorefter de skiftedes til at fortælle, hvad de havde sorteret, og hvorfor det skulle beholdes eller smides ud. Der opstod en dialog omkring, hvad der er værdifuldt: Er det penge? Er det knus eller en børnetegning? Kan skrald være værd at gemme? Er det kun ting med funktion, der er værd at gemme?
Lære af kunst
Performancekunsten har stort potentiale i undervisningssammenhæng: den involverer og aktiverer børn og unge og viser dem, at deres handlinger har betydning. Den giver mulighed for at undersøge kulturelle normer og reflektere over, hvordan hverdagshandlinger også kunne være. Den lærer dem om kunst, men i endnu højere grad lærer børn og unge af performancekunst.
Referencer
Kilde 1:
http://www.serpentinegalleries.org/exhibitions-events/marina-abramovic-512-hours (1.11.2017)
Kilde 2:
Kaprow, A. (ed. Kelley): Essays on the blurring of art and life (2003), University of California Press, udvidet udgave