Hvad nu hvis vi havde en robot, der kunne spytte pandekager ud af munden?
Eller en maskine, der kan gøre os glade, når vi er kede af det?
I kan bygge lige den robot, der kan lige præcis det, som I allerhelst vil have.
Sådan gør I
- Find et stykke flamingo eller skumplade, der skal være robottens krop. Find også frem hvad I har af pap, stærk lim, tynde pinde, sugerør, karton, piberensere, toiletruller, garn o. lign.
- Snak om hvad jeres robot skal kunne: Det kan både være fysiske ting (som at bevæge armene), men det kan også være fantasifulde ting (som at trylle onde ånder væk). Når I har fundet frem til, hvad robotten skal kunne, skal I snakke om, hvordan I kan lave det ud af jeres materialer.
- Brug en flamingo/skum-klods som udgangspunkt og byg robotten ud fra den. I kan stikke ting ind i kroppen, og lime og skære i formen.
- For at skabe en ensartet overflade kan robotten til sidst males eller spraymales.
Variationer
I kan lave en ven til din første robot. Det kan både være det menneske, som robotten hjælper, eller en robot-ven til din første robot. I kan også lave robottens hus. Hvordan mon en robot bor?
Læring
Aktiviteten stimulerer barnets evne til at skabe fantasifulde fortællinger om robotten. Det udvikler barnets fantasi og kreativitet. Barnets evne til at formgive rumlige ting udvikler sig også ved at skabe robotten.