Superhelte er noget, der har børns helt store interesse (særligt børn i børnehave- og indskolings-alderen).
En Superhelt kan klare alle udfordringer og kan alt, hvad barnet kan finde på.
Derfor er det en perfekt figur til at øve barnets fantasi med – samtidig med at barnet er motiveret til at skabe sin egen superhelt.
Sådan gør I
- Find papir, blyant/tusch/farver frem.
- Foreslå barnet at I skal prøve at tegne superhelte.
- Spørg ind til barnets superhelt, mens det tegner, med åbne og undersøgende spørgsmål. Eksempelvis:
Hvem er din superhelt?
Hvad kan den?
Hvad laver den?
Hvad er specielt ved din superhelt?
Hvad kan den lide og ikke lide?
Variationer
Tegn superheltens venner, familie, sted, hvor det bor osv.
Tegn robotter i stedet for superhelte ud fra samme princip.
Læring
Barnet øver sin fantasi og forestillingsevne, når det skal finde på karakterer til sin superhelt.
Barnet øver sig i at sætte ord på sin tegning og skabe en fortælling omkring superhelten. Dialogen med en voksen stimulerer barnets sproglige udvikling.
Barnet træner sin finmotorik ved at tegne.