Når jeg laver kunst med børn, fristes jeg ofte til lige at glatte malerklatten på barnets billede ud inden den tørrer, eller at forme den svære del i ler, som barnet sidder frustreret og kæmper med. Jeg gætter på, at jeg ikke er den eneste, der oplever den fristelse.

Jeg er nysgerrig på, hvorfra drivkraften til at blande mig kommer, og om den er til hjælp eller jeg (hvis fristelsen bliver til handling) gør barnet en bjørnetjeneste ved at blande mig i det kunstneriske udtryk.

Barnets nærmeste udviklingszone

En del af svaret ligger i at planlægge kunstneriske forløb, der ligger indenfor børnegruppens nærmeste udviklingszone. Den nærmeste udviklingszone er det sted, hvor barnet  ikke har udført opgaven før, men hvor det er realistisk, at barnet kan udføre opgaven med hjælp fra andre. Hjælpen kan være fra en klassekammerat eller guidening fra en voksen.

Hvis den voksne giver børnene en for svær opgave, fører det ofte til at børnene opgiver. I sådanne tilfælde kan et barn, hvis opgave kunne være at lave Frihedsgudinden i ler, føle sig som en fiasko, fordi takkerne på Frihedsgudindens hoved simpelhen er for svære at lave i ler for hende. I det hypotetiske eksempel overvejer jeg som underviser, hvordan jeg kan omtænke opgaven, så den rammer pigens nærmeste udviklingszone. Hvis jeg kan mærke,  at det betyder meget for hende at lave Frihedsgudinden færdig, vil jeg sætte mig ned ved siden af hende og også hjælpe med at forme takker, fordi det ligger for langt væk fra hendes håndværksmæssige kompentencer. Det vil jeg gøre for at biholde hendes kunstneriske selvtillid og for at gøre den svære proces til en succes, hvor hun kommer i mål, som de andre børn. Det er et af de få tilfælde, hvor min erfaring viser, at det er godt at blande sig i barnets udtryk med mine håndværksmæssige kompetencer.

Ellers oplever jeg, at den voksne kan fjerne skaberlysten fra barnet, når den fx former eller tegner for barnet.

Børn har de mest overraskende måder at udtrykke sig på, som vi voksne ikke altid har fantasi til at forestille os: Måske var barnets malerklat i virkeligheden lavet med vilje?