Vinterferie-aktivitet, der motiverer og skaber fordybelse hos barnet
Farvelære er ikke det mest sexede eller moderne indenfor kunstundervisning, og mange børn sukker, når jeg viser dem farvecirklen. De siger “Sådan en har jeg lavet før…“. På trods af det er det godt at lære at blande farver, fordi det gør barnet i stand til at blande lige præcis de farver, som barnet gerne vil male med, i stedet for at gå på kompromis med sit udtryk og blot vælge en farve direkte fra malerbøtten.
For at gøre farvelære mere spiseligt har jeg lavet det om til en bingo-spil. Hvert barn vælger en ting, der har en farve, som barnet gerne vil blande. Min erfaring er, at børn ofte vælger deres eget tøj, skoletaske eller andre af deres egne ting. Det er med til at skabe motivation, fordi det er ting, der betyder noget for dem, og farver som de godt kan lide i forvejen.
Opgaven skaber stor fordybelse hos børnene, der arbejder koncentreret med at blande den helt rigtige farve.
Sådan gør I
- Vælg ting med forskellige farver, som I skal blande. Vær opmærksom på, at I ikke vælger ting, der har den helt samme farve, som en af jeres malebøtter.
- Find papir og primærfarverne rød, blå og gul og sort og hvid frem. Hvis I har nuancerne cyan (blå) og magenta (rød), så vælg dem.
- Hvis I ikke er vant til at blande farver, kan farvecirklen hjælpe jer: Kig på de yderste felter i farvecirklen for at undersøge hvilke to farver, du skal starte med at blande.
Eksempel
Jeg vil blande den grønne farve på min shampoo-flaske og kigger på farvecirklen: Hvilke to farver skal jeg starte med at blande? Den farve der minder mest om flasken er den lyse grøn, der er yderst i cirklen lige til venstre for det gule felt. Det grønne felt er placeret i det område, hvor gul og blå blandes i forskellige forhold. Derfor ved jeg, at jeg skal blande gul og blå sammen. Fordi den lyse grønne er lige ved siden af den rene gule farve ved jeg, at der skal mest gul i min blanding og kun en lille smule blå.
Variationer
I kan øve jer i at blande sort:
Hvis I har cyan, magenta og gul kan I faktisk blande en sort farve af de tre farver. Det er en sjov udfordring, der godt kan drille og ende i mange brune og grålige nuancer inden den dybe sort kommer frem.
Læring
Barnets største læring i aktiviteten er klassisk farvelære, som barnet kan bruge til at ramme de rigtige farver, når det maler fremover.
[…] I prøvet Farve-bingo, hvor I skal øve jer i at blande farver, eller farve-jagt, hvor I skal finde bestemte farver i […]