I skal bruge: papir, saks, stempelpuder (gerne i flere farver) og stempler, fingerspidser, blonder eller andet barnet kan trykke med.
1: Start med at lave en stencil-figur ved at klippe en form eller figur ud i et papir.
2: Læg et papir under og tape begge papirer fast på bordet, så de ikke flytter sig.
3: Stempel løs, hvor hullet i papiret er. Sørg for at komme ud til kanterne og gerne over.
4: Løft det øverste papir forsigtigt af og den form, barnet har klippet, træder frem.
5: Hvis barnet vil tilføje detaljer eller andet til billedet, kan det tegne videre med blyanter eller tusch, ligesom jeg har tegnet fødder på fuglen.
Variationer
Prøv at bytte rundt på rækkefølgen og stempel på et helt papir, klip en stencil, læg den over, og farvelæg hullet i en mørkere farve end dit stemplede papir. Barnet kan også tegne først eller stemple uden at bruge en stencil. Barnet kan eksperimentere med at lave egne stempler af eksempelvis kartofler eller trykke med bølgepap, bobleplast – tag hvad I lige har i nærheden.
Læring
Barnet udvikler primært håndværksmæssige kompetencer i at stemple og bruge stencils: Hvor hårdt skal jeg trykke med stemplet? Hvor meget farve vil jeg have på? Hvilke former kan jeg lave som stencil, og hvordan kommer de til at se ud, når jeg stempler og farver ovenpå dem? Her udover udvikler barnet sin evne til at få idéer, når det skal beslutte form til stencil, rækkefølge, måder at kombinere tryk og tegning på og finde alternative stempler.
Inspiration
Den danske konceptkunstner Mogens Otto Nielsen har arbejdet meget med stempler i sin kunst. Han lavede sine egne og brugte dem både som signatur på værkerne samt i sin mail art. Hjertet i billedet ovenfor er et af hans stempler, der består af ordene ‘heart’ og ‘earth’.