Traditionsløse materialer

(Artiklen er skrevet til og udgivet i Billedpædagogisk Tidsskrift nr. 3 2017 i temanummeret om Samtidskunst og undervisning.)

Samtidskunstens ubestemmelige former, medier og budskaber kan gøre det svært at undervise børn og unge. For hvor starter man med noget, der er så udflydende? I artiklen deler jeg en af mine indgange til samtidskunsten. Jeg tager udgangspunkt i utraditionelle materialer.  

 

Af Kirsten Trøllund Boye, kunstpædagog hos Den Kreative Afdeling, kirsten@denkreativeafdeling.dk

 

Den svære samtid
Samtidskunst kan være svært tilgængeligt. I gymnasiet tog jeg min fars kunstblad med til min billedkunstlærer, og jeg bad ham venligst forklare, hvad det gik ud på. Det var svært, fordi samtidskunsten er helt anderledes end den traditionelle kunsthistorie. Fraværet af traditioner gør det svært at vide, hvilken retning man skal fortolke værket i. Samtidskunst kan have alle former, laves af alle materialer og på alle mulige måder. Modsat er der modernistisk maleri, hvor der er meget tydelige rammer for, hvad der er et modernistisk maleri. Det gør kunstformidlingen håndgribelig, men rummer også fare for reproduktion.

Er det overhovedet vigtigt at arbejde med samtidskunsten? Lektor i billedkunst på Professionshøjskolen UCC Karsten Arvedsen argumenterer for, at samtidskunsten er et spejl af vor tid, og derfor en måde, hvorpå børn og unge kan undersøge udviklingstendenser i samfundet. Gennem skabende arbejde kan børn og unge også inspirere til videreudvikling af billedsproget (kildehenvisning 1). Børn og unge kan altså arbejde med, hvad det betyder at leve i 2017 både ved at opleve og skabe samtidskunst.

 

Indgangsvinkel
Den traditionsløse samtidskunst har inspireret mig til at lægge pensler, maling, ler og papir væk for en stund og tage fat i materialer, der ikke har nogen traditionel rolle indenfor kunsthistorien. Nye materialer flytter fokus til sanserne: Se, lugte, mærke, lytte og nogle gange endda smage. Efter sansningen opstår eksperimenterne. Jævnfør Pippi Langstrømpes motto, ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg godt”, eksperimenterer børn med materialet: Hvordan kan jeg bearbejde det? Kan jeg skære? Trykke? Skabe forskellige nuancer? Hvordan ændrer udtrykket sig, når jeg bearbejder materialet? Hvad minder det mig om, og hvad får jeg lyst til at gøre som min næste handling? I takt med John Deweys ord ”learning by doing” sker en vekselvirkning mellem børnenes praktiske eksperimenter med materialet og refleksioner over virkning, hvilket ifølge Dewey skaber bedste vilkår for læring.

Det skaber åbne muligheder og rum for, at børns kreativitet kan udfolde sig. Hermed flyttes fokus fra udvikling af traditionelt håndværk over på udvikling af kreativitet, refleksion, sansning og handling.

Valg af materiale
Ligesom arte povera-genren benyttede sig af fundne objekter og enkle materialer, opfordrer min metode til at bruge de materialer, du har ved hånden. Hvis der er meget franskbrød tilovers fra mødet, så tag det med og lav skulpturer af brødet. Har I store mængder flamingo, så brug det. Det vigtigste er, at materialet ikke har nogen tradition indenfor kunsthistorien, som børn kender til. På den måde kan de ikke læne sig op af et kendt kunstværk eller en særlig teknik at bearbejde materialet på, men udfordres til at eksperimentere sig frem og tænke kreativt. Æggebakker og wc-ruller har efterhånden også en tradition indenfor skole- og institutions-verdenen, hvilket gør at børn er vant til at arbejde i de materialer. Prøv derfor at gå udenom den slags materialer.

 Efter at have arbejdet med alternative materialer i nogle år er min opmærksomhed på, hvad der kan være alternative materialer blevet skærpet. Når jeg ser store mængder af noget, overvejer jeg om og hvordan, det kan bruges i kunstpædagogisk praksis. Inddragelsen af alternative materialer gør metoden økonomisk fordelagtigt, fordi man kan bruge de ting, som man lige har ved hånden.

Her udover bruges materialer fra børns samtid, som de har kendskab til og er aktuelle for dem.

Tilfældigheder
I eksperimentet afprøver barnet forskellige måder at bearbejde et materiale på. Da materialet er uden kunsthistorisk tradition, ved barnet ikke, hvordan genstanden ændrer udtryk efter en praktisk handling. Barnet handler og reflekterer derefter over virkningen af handlingen, hvilket fører til en ny praktisk handling. Barnet kan ikke forudse, hvordan dets værk ændrer karakter gennem handlingerne. Men barnet kan prøve sig frem, skabe erfaringer og gætte på nye virkninger af dets videre handlinger. På den måde afhænger barnets udtryk af tilfældighederne. Tilfældighedernes rolle i kunstnerisk praksis forklarer lektor i dramaturgi ved Aarhus Universitet Erik Exe Christoffersen gennem begrebet serendipitet: ”Opdagelser af noget, man ikke søger efter”. Netop den indstilling er kendetegnene for meget kunstnerisk arbejde: kunstneren kender ikke sit resultat, men afprøver forskellige ting og undersøger udfaldet. I processen skal kunstneren være klar på at glemme en viden og handle ud fra uventet og anderledes situation. På den måde kommer den kunstneriske proces til at skifte fra at have fokus på indhold til fokus på form (kildehenvisning 2).

Udover at tilfældighedsmetoden er sanselig, fysisk og kan føre til meget uventet, fjerner det også den stopklods, som barnet kan opleve, når det skal i gang med at skabe: Nogle børn (og mange voksne) vil gerne udtænke en masterplan, inden de går i gang med at bearbejde materialet ret fysisk. Ofte ender det galt, fordi barnet ikke kan udtænke en plan, der er tilfredsstillende i forhold til forventningerne.

Men hvad stiller vi op med kunst, der er lavet af utraditionelle materialer og bearbejdet på en tilfældig måde? Hvad adskiller det fra at et barn leger med maden eller mudder?

Det kunstfaglige udbytte er, at barnet udvikler kompetencer indenfor at tænke kreativt, fordi det skal bearbejde et utraditionelt materiale. Her udover bliver barnet sansestimuleret i høj grad, hvilket skaber et nærvær med det, der er nu og her, og som kan være en mangel i den digitale tidsalder.

Jeg vil inddrage to eksempler fra min kunstpædagogiske praksis, hvor jeg har arbejdet med utraditionelle materialer.

Leg med dej
I min tid på pædagogstudiet var vi nysgerrige på, hvor vide rammerne for værkstedsfaget var: Hvad var vigtigt, og hvor gik grænsen mellem, hvad der var værkstedspædagogik, og hvad der ikke var? I vores søgen lavede vi mange eksperimenter. Fra vores praktikker havde vi observeret, at børn fremstillede mange ting i værkstedet. Vi vendte det på hovedet og tænkte: Hvad nu hvis vi ødelægger ting? Er det stadig værksted? Vi smadrede hvidkål og julekugler ved at kaste en ambolt ned fra flere meters højde og smadrede fjernsyn. Finalen blev projektet Leg med dej, hvor vi æltede 120 kg. gærdej, som vi lagde på gulvet i et lokale. Børnehavebørn blev inviteret ind, og den eneste instruktion vi gav var at tage skoene af. De undrede sig og gik forsigtigt rundt i starten. De var ikke vant til så store mængder dej og at det lå på gulvet det hele. Opstillingen krævede, at de tænkte kreativt over, hvordan de skulle handle i rummet. Børnene startede med at bruge de metoder de kender fra at lave kringler og boller af dej fra køkkenet, men efter nogle minutter fløj der boller i luften – de begyndte at eksperimentere. Der blev lavet et kæmpe pølsehorn med et barn i midten som pølse, kastet med og formet ting i mel m.m.

Eventen skabte dialog med børn og voksne om, hvorvidt man må lege med maden? De store mængder af dej gjorde indtryk på flere af børnenes pædagoger: Der er mennesker, der sulter. Kan vi så tillade os at lege med maden på den måde? At gå op i skala blev et virkemiddel til at skabe debat og gøre indtryk.

Vand og solskin
En solrig sommerdag tog jeg klude og spande med vand ud i skolegården. Det var eftermiddag, og SFO’en var fyldt med børn. Børnene kom nysgerrigt hen til mig, og jeg viste dem, at kluden kunne være deres pensel. Vi tegnede sole, bogstaver og sprøjtede vand på asfalten, ligesom den amerikanske maler Jackson Pollock gjorde. Vores tegn forsvandt hurtigt igen på grund af den varme sol. Det inviterede til et nyt vandbillede. Fordi billederne fordampede hurtigt igen, skulle børnene tegne hurtigt med den våde klud. Det mindskede deres forfængelighed ved at tegne og fik dem til at handle. Et barn på mooncar kom forbi. Han fik øje på spandene med vand og vaskede mooncarens hjul. Da han kørte væk igen, opdagede han de takkede spor, som de våde hjul havde lavet på asfalten. Han kom tilbage igen og lavede flere spor. Han opdagede tilfældigvis, at han kunne lave spor, tog imod opdagelsen og arbejdede med den.

Vær en ”ikke-kunstner”
Ved at inddrage alternative materialer i kunstpædagogisk praksis flyttes fokus fra det traditionelle håndværk over på udvikling af kreativitet, refleksion, sansning og handling. Opgøret med kunstens traditioner gør, at børnene skruer ned for de kunstneriske ambitioner, mens de arbejder med det. De eksperimenterer ved at ændre materialet, reflekterer over ændringerne og er åbne overfor at en uventet ændring kan bruges til noget godt.

Som underviser kræver det, at vi udvider vores ramme for, hvad der er kunst, og fokuserer mere på hvad børnene skal lære. Min holdning er, at de skal lære at tænke kreative tanker og udtrykke sig fysisk gennem et materiale.

Den amerikanske performance-kunstner Allan Kaprow siger det i virkeligheden allerbedst ved at bruge begrebet un-artist: ”The un-artist makes no real art but does what I’ve called lifelike art, art that reminds us mainly of the rest of our lives” (kildehenvisning 3).

Jeg håber, at min metode har givet inspiration til, hvordan vi kan blive ”ikke-kunstnere” og lave kunst, der er aktuel i forhold til børnenes hverdag.

 

Referencer
1: Arvedsen, K.: ”Om at arbejde med flere (modstridende) kunstopfattelser i undervisningen og om forskellige problemer samtidskunsten stiller os overfor i en formidlingssituation” i Arvedsen, K. og Illeris, H. (red.) (2000) Samtidskunst og undervisning – en antologi, Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag, 1. udgave

2: Christoffersen, E. E.: ”Kunsten at snuble – om serendipitet og benspænd” i Christoffersen, E. E. (red.): Peripeti – tidsskrift for dramaturgiske studier, særnummer 2007 om Serendipitet (http://docplayer.dk/2074281-Peripeti-tidsskrift-for-dramaturgiske-studier-saernummer-2007.html)   

3: Kaprow, A.: “The Meaning of Life” i Kaprow, A. (ed. Kelley): Essays on the blurring of art and life (2003), University of California Press, udvidet udgave